Beskrivelse af elevhold

Begynder: 30 minutters ridning – 30 minutters teori:

Dette hold er for de nye ryttere, der skal til at lære at ride. Minimumsalderen er 4 år som hovedregel, men der kan disponeres for denne, hvis forældre og ridelærer mener at barnet er klar til at begynde til ridning. Ud over underviseren er der tilknyttet 7 hjælpere til holdet. Hjælperne hjælper med at få sadlet hestene op og af, hvis der er behov for dette. Derudover kan hjælperne trække ponyerne hvis der er et ønske om dette. Eleverne lærer hvordan man sidder rigtigt på en hest og hvordan man styrer hesten i de forskellige gangarter. Undervisningen vil hovedsageligt foregå i skridt og trav, men en lille galoptur vil det nok også blive til i ny og næ. Eleverne introduceres for forskellige voltefigurer under undervisningen samt diverse ponygames som træner elevernes balance. En gang i mellem kommer eleverne også med på en lille tur på hesteryg. Sikker færden i stalden og i al omgang med hesten er mindst lige så vigtigt som at lære at ride, derfor er der ½ times teoriundervisning i stalden. Her lærer eleverne om hvordan man sadler en hest op og af, hvordan færdes man sikkert i stalden, hvordan strigles en hest korrekt osv. I undervisningen tages udgangspunkt i de såkaldte Intropas fra Dansk Rideforbund.

Mix: 50 minutter:

Dette hold er for de ryttere, der kan styre hesten selv i skridt, trav og til dels i galop. Eleverne kan også selv sadle hesten op og af selv, samt håndtere hesten fra jorden. Eleven skal have lært at lave letridning, stoppe hesten og få hesten frem. Fokus vil stadig være på holdning og korrekt ridestilling, men eleverne lærer nu også hvordan der rides korrekt diagonal samt korrekt anspring i galop. Der vil typisk blive undervist i dressur, men eleverne kommer også på tur i ny og næ, der vil blive lavet ponygames og de introduceres for let springning.

 

Passerhold 

Passerholdet er et hold for vores fantastiske passere, som er nogen af vores dygtigste ryttere. De hygger sig og laver nogle lidt andre ting for at få lidt mere udfordring. De laver tit ponygames og rider uden sadelKunne man tænke sig at blive passer kan man kontakte bestyrelsen.